|
Kapitel I
§ 1. Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.
§ 2. Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten nedarves til
mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte
regler.
§ 3. Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den
udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.
§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og
understøttes som sådan af staten.
Kapitel II
§ 5. Kongen kan ikke uden folketingets samtykke være regent i andre
lande.
§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.
§ 7. Kongen er myndig, når han har fyldt sit 18. år. Det samme gælder
tronfølgeren.
§ 8. Forinden kongen tiltræder regeringen, afgiver han skriftligt i
statsrådet en højtidelig forsikring om ubrødeligt at ville holde
grundloven. Af forsikringsakten udstedes tvende ligelydende originaler,
af hvilke den ene overgives folketinget for at opbevares i sammes arkiv,
den anden nedlægges i rigsarkivet. Kan kongen som følge af fraværelse
eller af andre grunde ikke umiddelbart ved tronskiftet afgive denne
forsikring, føres regeringen, indtil dette sker, af statsrådet,
medmindre anderledes ved lov bestemmes. Har kongen allerede som
tronfølger afgivet denne forsikring, tiltræder han umiddelbart ved
tronskiftet regeringen.
§ 9. Bestemmelser angående regeringens førelse i tilfælde af kongens
umyndighed, sygdom eller fraværelse fastsættes ved lov. Er der ved
tronledighed ingen tronfølger, vælger folketinget en konge og fastsætter
den fremtidige arvefølge.
§ 10. Statens ydelse til kongen bestemmes for hans regeringstid ved lov.
Ved denne fastsættes tillige, hvilke slotte og andre statsejendele der
skal overlades kongen til brug.
Statsydelsen kan ikke behæftes med gæld.
§ 11. For medlemmer af det kongelige hus kan der bestemmes årpenge ved
lov. Årpengene kan ikke uden folketingets samtykke nydes udenfor riget.
Kapitel III
§ 12. Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den
højeste myndighed over rigets anliggender og udøver den gennem
ministrene.
§ 13. Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er
ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere
ved lov.
§ 14. Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige
ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem
dem. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende
beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller
flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er
ansvarlig for beslutningen.
§ 15. Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at folketinget har
udtalt sin mistillid til ham.
Udtaler folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære
ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives. Et ministerium, som har
fået et mistillidsvotum, eller som har begæret sin afsked, fungerer,
indtil et nyt ministerium er udnævnt. Fungerende ministre kan i deres
embede kun foretage sig, hvad der er fornødent til embedsforretningernes
uforstyrrede førelse.
§ 16. Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres
embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres
embedsførelse anlagte sager.
§ 17. Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når
han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet undtagen i de i § 8
nævnte tilfælde og i de tilfælde, hvor lovgivningsmagten i henhold til
bestemmelserne i § 9 måtte have tillagt statsrådet myndighed til at føre
regeringen.
I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.
§ 18. Er kongen forhindret i at holde statsråd, kan han lade sagen
forhandle i et ministerråd. Dette består af samtlige ministre under
forsæde af statsministeren. Enhver minister skal da afgive sit votum til
protokollen, og beslutning tages efter stemmeflerhed. Statsministeren
forelægger den over forhandlingerne førte, af de tilstedeværende
ministre underskrevne protokol for kongen, der bestemmer, om han
umiddelbart vil bifalde ministerrådets indstilling eller lade sig sagen
foredrage i statsrådet.
§ 19. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden
folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der
forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse,
til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som i
øvrigt er af større betydning. Ejheller kan kongen uden folketingets
samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med
folketingets samtykke.
Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan
kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod
nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør
af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget
ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.
Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket
regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større
udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det udenrigspolitiske
nævn fastsættes ved lov.
§ 20. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder,
kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige
myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater
til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.
Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele
af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til
vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder
regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse
eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte
regler.
§ 21. Kongen kan for folketinget lade fremsætte forslag til love og
andre beslutninger.
§ 22. Et af folketinget vedtaget lovforslag får lovkraft, når det senest
30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af kongen. Kongen
befaler lovens kundgørelse og drager omsorg for dens fuldbyrdelse.
§ 23. I særdeles påtrængende tilfælde kan kongen, når folketinget ikke
kan samles, udstede foreløbige love, der dog ikke må stride mod
grundloven og altid straks efter folketingets sammentræden skal
forelægges dette til godkendelse eller forkastelse.
§ 24. Kongen kan benåde og give amnesti. Ministrene kan han kun med
folketingets samtykke benåde for de dem af rigsretten idømte straffe.
§ 25. Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende
regeringsmyndigheder sådanne bevillinger og undtagelser fra lovene, som
enten ifølge de før 5. juni 1849 gældende regler er i brug, eller
hvortil hjemmel indeholdes i en siden den tid udgiven lov.
§ 26. Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.
§ 27. Regler om ansættelse af tjenestemænd fastsættes ved lov. Ingen kan
ansættes som tjenestemand uden at have indfødsret. Tjenestemænd, som
udnævnes af kongen, afgiver en højtidelig forsikring om at ville holde
grundloven.
Om afskedigelse, forflyttelse og pensionering af tjenestemænd fastsættes
regler ved lov, jfr. dog herved § 64.
Uden deres samtykke kan de af kongen udnævnte tjenestemænd kun
forflyttes, når de ikke derved lider tab i de med
tjenestemandsstillingen forbundne indtægter, og der gives dem valget
mellem sådan forflyttelse og afsked med pension efter de almindelige
regler.
Kapitel IV
§ 28. Folketinget udgør een forsamling bestående af højst 179 medlemmer,
hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland.
§ 29. Valgret til Folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast
bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder,
medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket
omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som
fattighjælp, medfører tab af valgret.
Valgretsalderen er den, som har opnået flertal ved folkeafstemning i
overensstemmelse med lov af 25. marts 1953. Ændring af den til enhver
tid gældende valgretsalder kan ske ved lov. Et af folketinget vedtaget
forslag til en sådan lov kan først stadfæstes af kongen, når
bestemmelsen om ændring af valgretsalderen i overensstemmelse med § 42,
stk. 5, har været undergivet en folkeafstemning, der ikke har medført
bestemmelsens bortfald.
§ 30. Valgbar til folketinget er enhver, som har valgret til dette,
medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt
omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget.
Tjenestemænd, som vælges til medlemmer af folketinget, behøver ikke
regeringens tilladelse til at modtage valget.
§ 31. Folketingets medlemmer vælges ved almindelige, direkte og
hemmelige valg.
De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven, der til
sikring af en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt
vælgerne fastsætter valgmåden, herunder hvorvidt forholdstalsvalgmåden
skal føres igennem i eller uden forbindelse med valg i
enkeltmandskredse.
Ved den stedlige mandatfordeling skal der tages hensyn til indbyggertal,
vælgertal og befolkningstæthed.
Ved valgloven gives nærmere regler vedrørende valg af stedfortrædere og
disses indtræden i folketinget samt angående fremgangsmåden i tilfælde,
hvor omvalg måtte blive nødvendigt.
Særlige regler om Grønlands repræsentation i folketinget kan gives ved
lov.
§ 32. Folketingets medlemmer vælges for fire år.
Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg med den virkning, at de
bestående folketingsmandater bortfalder, når nyvalg har fundet sted.
Efter udnævnelse af et nyt ministerium kan valg dog ikke udskrives,
forinden statsministeren har fremstillet sig for folketinget.
Det påhviler statsministeren at foranledige, at nyvalg afholdes inden
valgperiodens udløb.
Mandaterne bortfalder i intet tilfælde, før nyvalg har fundet sted.
Der kan ved lov gives særlige regler om færøske og grønlandske
folketingsmandaters ikrafttræden og ophør.
Mister et medlem af folketinget sin valgbarhed, bortfalder hans mandat.
Ethvert nyt medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig
forsikring om at ville holde grundloven.
§ 33. Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg samt
spørgsmål om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed.
§ 34. Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der antaster dets sikkerhed
eller frihed, enhver, der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende
befaling, gør sig skyldig i højforræderi.
Kapitel V
§ 35. Nyvalgt folketing træder sammen kl. 12 den tolvte søgnedag efter
valgdagen, dersom kongen ikke har indkaldt det til møde forinden.
Straks efter prøvelsen af mandaterne sættes folketinget ved valg af
formand og næstformænd.
§ 36. Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober og varer til
samme tirsdag det følgende år.
På folketingsårets første dag kl. 12 sammentræder medlemmerne til møde,
hvor folketinget sættes på ny.
§ 37. Folketinget træder sammen på det sted, hvor regeringen har sit
sæde. I overordentlige tilfælde kan folketinget dog samles andetsteds i
riget.
§ 38. På det første møde i folketingsåret afgiver statsministeren en
redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte
foranstaltninger.
På grundlag af redegørelsen finder en almindelig forhandling sted.
§ 39. Folketingets formand indkalder folketinget til møde med angivelse
af dagsorden. Det påhviler formanden at indkalde til møde, når mindst to
femtedele af folketingets medlemmer eller statsministeren skriftligt
fremsætter begæring herom med angivelse af dagsorden.
§ 40. Ministrene har i embeds medfør adgang til folketinget og er
berettiget til under forhandlingerne at forlange ordet, så ofte de vil,
idet de i øvrigt iagttager forretningsordenen. Stemmeret udøver de kun,
når de tillige er medlemmer af folketinget.
§ 41. Ethvert medlem af folketinget er berettiget til at fremsætte
forslag til love og andre beslutninger.
Et lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har
været behandlet i folketinget.
To femtedele af folketingets medlemmer kan overfor formanden begære, at
tredje behandling tidligst finder sted tolv søgnedage efter forslagets
vedtagelse ved anden behandling. Begæringen skal være skriftlig og
underskrevet af de deltagende medlemmer. Udsættelse kan dog ikke finde
sted, for så vidt angår forslag til finanslove, tillægsbevillingslove,
midlertidige bevillingslove, statslånslove, love om meddelelse af
indfødsret, love om ekspropriation, love om indirekte skatter samt i
påtrængende tilfælde forslag til love, hvis ikrafttræden ikke kan
udsættes af hensyn til lovens formål.
Ved nyvalg og ved folketingsårets udgang bortfalder alle forslag til
love og andre beslutninger, der ikke forinden er endeligt vedtaget.
§ 42. Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en tredjedel af
folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets
endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemning om
lovforslaget. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de
deltagende medlemmer.
Et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, jfr. stk. 6, kan kun
i det i stk. 7 omhandlede tilfælde stadfæstes af kongen inden udløbet af
den i stk. 1 nævnte frist, eller inden begæret folkeafstemning har
fundet sted.
Når der er begæret folkeafstemning om et lovforslag, kan folketinget
indenfor en frist af fem søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse
beslutte, at forslaget skal bortfalde.
Træffer folketinget ikke beslutning i henhold til stk. 3, skal
meddelelse om, at lovforslaget skal prøves ved folkeafstemning, snarest
tilstilles statsministeren, der derefter lader lovforslaget bekendtgøre
med meddelelse om, at folkeafstemning vil finde sted. Folkeafstemningen
iværksættes efter statsministerens nærmere bestemmelse tidligst tolv og
senest atten søgnedage efter bekendtgørelsen.
Ved folkeafstemningen stemmes for og mod lovforslaget. Til lovforslagets
bortfald kræves, at et flertal af de i afstemningen deltagende
folketingsvælgere, dog mindst 30 pct. af samtlige stemmeberettigede, har
stemt mod lovforslaget.
Forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige
bevillingslove, statslånslove, normeringslove, lønnings- og
pensionslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation,
love om direkte og indirekte skatter samt love til gennemførelse af
bestående traktatmæssige forpligtelser kan ikke undergives
folkeafstemning. Det samme gælder forslag til de i §§ 8, 9, 10 og 11
omhandlede love såvel som de i § 19 nævnte beslutninger, der måtte være
i lovs form, medmindre det for disse sidste ved særlig lov bestemmes, at
sådan afstemning skal finde sted. For grundlovsændringer gælder reglerne
i § 88.
I særdeles påtrængende tilfælde kan et lovforslag, som kan undergives
folkeafstemning stadfæstes af kongen straks efter dets vedtagelse, når
forslaget indeholder bestemmelse herom. Såfremt en tredjedel af
folketingets medlemmer efter de i stk. 1 omhandlede regler begærer
folkeafstemning om lovforslaget eller den stadfæstede lov, afholdes
sådan folkeafstemning efter foranstående regler. Forkastes loven ved
folkeafstemningen, kundgøres dette af statsministeren uden unødigt
ophold og senest fjorten dage efter folkeafstemningens afholdelse. Fra
kundgørelsesdagen er loven bortfaldet.
Nærmere regler om folkeafstemning, herunder i hvilket omfang
folkeafstemning skal finde sted på Færøerne og i Grønland, fastsættes
ved lov.
§ 43. Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ej
heller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden
ifølge lov.
§ 44. Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.
Om udlændinges adgang til at blive ejere af fast ejendom fastsættes
regler ved lov.
§ 45. Forslag til finanslov for det kommende finansår skal fremsættes
for folketinget senest fire måneder før finansårets begyndelse.
Kan behandlingen af finanslovforslaget for det kommende finansår ikke
ventes tilendebragt inden finansårets begyndelse, skal forslag til en
midlertidig bevillingslov fremsættes for folketinget.
§ 46. Forinden finansloven eller en midlertidig bevillingslov er
vedtaget af folketinget, må skatterne ikke opkræves.
Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af folketinget vedtagne
finanslov eller i en af folketinget vedtaget tillægsbevillingslov eller
midlertidig bevillingslov.
§ 47. Statsregnskabet skal fremlægges for folketinget senest seks
måneder efter finansårets udløb.
Folketinget vælger et antal revisorer. Disse gennemgår det årlige
statsregnskab og påser, at samtlige statens indtægter er opført deri, og
at ingen udgift er afholdt uden hjemmel i finansloven eller anden
bevillingslov. De kan fordre sig alle fornødne oplysninger og aktstykker
meddelt. De nærmere regler for revisorernes antal og virksomhed
fastlægges ved lov.
Statsregnskabet med revisorernes bemærkninger forelægges folketinget til
beslutning.
§ 48. Folketinget fastsætter selv sin forretningsorden, der indeholder
de nærmere bestemmelser vedrørende forretningsgang og ordens
opretholdelse.
§ 49. Folketingets møder er offentlige. Formanden eller det i
forretningsordenen bestemte antal medlemmer eller en minister kan dog
forlange, at alle uvedkommende fjernes, hvorpå det uden forhandling
afgøres, om sagen skal forhandles i et offentligt eller lukket møde.
§ 50. Folketinget kan kun tage beslutning, når over halvdelen af
medlemmerne er til stede og deltager i afstemningen.
§ 51. Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at
undersøge almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at
fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private borgere
som af offentlige myndigheder.
§ 52. Folketingets valg af medlemmer til kommissioner og hverv sker
efter forholdstal.
§ 53. Ethvert medlem af folketinget kan med dettes samtykke bringe
ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske
ministrenes forklaring.
§ 54. Andragender kan kun overgives til folketinget ved et af dettes
medlemmer.
§ 55. Ved lov bestemmes, at folketinget vælger en eller to personer, der
ikke er medlemmer af folketinget, til at have indseende med statens
civile og militære forvaltning.
§ 56. Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og
ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.
§ 57. Intet medlem af folketinget kan uden dettes samtykke tiltales
eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på
fersk gerning. For sine ytringer i folketinget kan intet af dets
medlemmer uden folketingets samtykke drages til ansvar udenfor samme.
§ 58. Folketingets medlemmer oppebærer et vederlag, hvis størrelse
fastsættes ved valgloven.
Kapitel VI
§ 59. Rigsretten består af indtil 15 af de efter embedsalder ældste
ordentlige medlemmer af rigets øverste domstol og et tilsvarende antal
af folketinget efter forholdstal for 6 år valgte medlemmer. For hver af
de valgte vælges en eller flere stedfortrædere. Folketingets medlemmer
kan ikke vælges til eller virke som medlemmer af rigsretten. Kan i et
enkelt tilfælde nogle af den øverste domstols medlemmer ikke deltage i
sagens behandling og påkendelse, fratræder et tilsvarende antal af de af
folketinget sidst valgte rigsretsmedlemmer.
Retten vælger selv sin formand af sin midte.
Er sag rejst ved rigsretten, beholder de af folketinget valgte medlemmer
deres sæde i retten for denne sags vedkommende, selvom det tidsrum, for
hvilket de er valgt, udløber.
Nærmere regler om rigsretten fastsættes ved lov.
§ 60. Rigsretten påkender de af kongen eller folketinget mod ministrene
anlagte sager.
For rigsretten kan kongen med folketingets samtykke lade også andre
tiltale for forbrydelser, som han finder særdeles farlige for staten.
§ 61. Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov. Særdomstole
med dømmende myndighed kan ikke nedsættes.
§ 62. Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen. Regler
herom fastsættes ved lov.
§ 63. Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om
øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant spørgsmål, kan
dog ikke ved at bringe sagen for domstolene unddrage sig fra foreløbig
at efterkomme øvrighedens befaling.
Påkendelse af spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser kan ved lov
henlægges til en eller flere forvaltningsdomstole, hvis afgørelser dog
skal kunne prøves ved rigets øverste domstol. De nærmere regler herom
fastsættes ved lov.
§ 64. Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. De kan
ikke afsættes uden ved dom, ej heller forflyttes mod deres ønske, uden
for de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted. Dog kan
den dommer, der har fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af
indtægter indtil det tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget
på grund af alder.
§ 65. I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst
muligt omfang.
I strafferetsplejen skal lægmænd medvirke. Det fastsættes ved lov, i
hvilke sager og under hvilke former denne medvirken skal finde sted,
herunder i hvilke sager nævninger skal medvirke.
Kapitel VII
§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.
§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på
den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller
foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
§ 68. Ingen er pligtig til at yde personlige bidrag til nogen anden
gudsdyrkelse end den, som er hans egen.
§ 69. De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere
ved lov.
§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves
adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder
eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.
Kapitel VIII
§ 71. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på
grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin
afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.
Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.
Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis
den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af
grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre
dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod
sikkerhed, bestemme dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for
Grønlands vedkommende fraviges ved lov, forsåvidt dette efter de
stedlige forhold må anses for påkrævet.
Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende straks særskilt
indbringes for højere ret.
Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse, som kun kan
medføre straf af bøde eller hæfte.
Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der
ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i
lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin
frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige
domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler
herom fastsættes ved lov.
Behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer undergives et af folketinget
valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette
henvendelse.
§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og
undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og
telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse,
alene ske efter en retskendelse.
§ 73. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin
ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og
mod fuldstændig erstatning.
Når et lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er vedtaget, kan
en tredjedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre
søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først
indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har
fundet sted, og forslaget på ny er vedtaget af det derefter
sammentrædende folketing.
Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens
størrelse kan indbringes for domstolene. Prøvelsen af erstatningens
størrelse kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.
§ 74. Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som
ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.
§ 75. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver
arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger
hans tilværelse.
Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke
påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod
at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
§ 76. Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri
undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for,
at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der
almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene
undervise i folkeskolen.
§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at
offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og
andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.
§ 78. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne
foreninger i ethvert lovligt øjemed.
Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold,
anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes
tænkende, bliver at opløse ved dom.
Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en
forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag an imod
den til dens opløsning.
Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse
kunne indbringes for rigets øverste domstol.
Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.
§ 79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig
ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære.
Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan
befrygtes fare for den offentlige fred.
§ 80. Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride
ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er
opfordret til at skilles.
§ 81. Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage
til fædrelandets forsvar efter nærmere bestemmelser, som loven
foreskriver.
§ 82. Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre
deres anliggender ordnes ved lov.
§ 83. Enhver i lovgivning til adel, titel og rang knyttet forret er
afskaffet.
§ 84. Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis
kan for fremtiden oprettes.
§ 85. For forsvarsmagten er de i §§ 71, 78 og 79 givne bestemmelser kun
anvendelige med de indskrænkninger, der følger af de militære loves
forskrifter.
Kapitel IX
§ 86. Valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene er den for
valg til folketinget til enhver tid gældende. For Færøerne og Grønlands
vedkommende fastsættes valgretsalderen til de kommunale råd og
menighedsrådene ved lov eller i henhold til lov.
§ 87. Islandske statsborgere, der i medfør af loven om ophævelse af
dansk-islandsk forbundslov m.m. nyder lige ret med danske statsborgere,
bevarer de i grundloven hjemlede rettigheder, der er knyttede til dansk
indfødsret.
Kapitel X
§ 88. Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og
regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages
forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing,
bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge
folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte
afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov.
Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af
samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets
beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.
Kapitel XI
§ 89. Denne grundlov træder i kraft straks. Dog vedbliver den i henhold
til Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10.
september 1920 senest valgte rigsdag at bestå, indtil nyvalg har fundet
sted i overensstemmelse med reglerne i kapitel IV. Indtil nyvalg har
fundet sted, forbliver de i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med
ændringer af 10. september 1920 for rigsdagen fastsatte bestemmelser i
kraft |
|