Egernsund, den 27. okt. 2014.

Referat fra Stjernemødet, den 21. okt. 2014 i DGS's lokaler.

Mødt var: Poul, Gerhard, Ejvind, Verner, Preben, Dennis, Bjarne og Ib - afbud fra Egs. El.

Dagsordenen (alene sendt til opsætningsholdet) gennemgået med følgende resultat.

1. Stjernerne monteres den 29. nov. 2014 - start ved Bjarne kl. 8.30 (Kuddi samler op ved busholdepladsen ca. 8.15) - efterfølgende kaffe i Rathjes Bageri - opsætning og afslutning på Brandstationen. Gerhard sørger for reservation af lokalet og Ib sørger for lidt spiseligt - forventes at ske ca. kl. 15.00.

2. Hele besætningen er klar til opsætning og nedtagning - ingen behov for reserverne. Faktisk er der nu seks der har været trofaste hjælpere i 30 år (Gerhard, Bjarne, Poul, Ejvind, Kuddi og Ib).

3. Standerne på Skovparken/Teglparken og Benediktesvej er blevet forsynet med nye armaturer til LED belysning, hvilket har bevirket at EL:CON har fjernet vore CEE-stik og HPFI relæerne. Ib har gennem en længere periode haft kontakt med Kommunen, der har garanteret at de bliver genmonteret inden opsætningen - så det kan vi forhåbentlig regne med. Om der stadig skal skiftes sikringer - finder vi ud af ved opsætningen.

4. Hans Jørgen sørger for strøm på gadebelysningen og ved de slukkede lampesteder - medens vi monterer stjernerne.

5. Stjernerne afmonteres lørdag, den 3. januar 2015 - start kl. 9.00 til morgenkaffe på Brandstationen - Gerhard sørger lokale og det nødvendige - kaffe, rundstykker m.m.. Ib finder ud af noget spiseligt, når vi er færdige ca. kl. 13.00 - sker også på Brandstationen.

6. Økonomi - Vi har en formue på kr. 4.474,02 - efter at vi har betalt Egernsund El de kr. 11.000,00 vi skyldte på de relæer vi monterede i 2012. Desuden har vi investeret i et skur på Den Gamle Skole (kostede kr. 4.881,64) til fremtidig opbevaring af stjerner/standere m.m. (efter at Brodersens har haft det stående i over 30 år). Der er lavet lejekontrakt med DGS om fra 2020 at betale årligt kr. 1.000,00 for huslejen. Der har alene været udgift til materialer - Gerhard og Poul klarede opsætningen - der var ikke behov for flere af de tilbudte hænder. Ib har haft sendt to breve til firmaer om at blive medlem - uden resultat - så vi er uændret 23 stjerneydere. Kontingentet er uændret kr. 300,00 - beløbet bedes indbetalt senest den 15.12.2014 på foreningens konto i Sydbank - reg.nr. 8060 - konto 1000708. Der udsendes ikke faktura - men hvis man gerne vil have en - så giv venligst besked til Ib@egernsund.dk - så sender jeg gerne en faktura.

7. Ansøgning om tilladelse til opsætning af julebelysningen og ansøgning om tilskud fra kommunen er sendt og vi har fået kvittering for at det er o.k. med begge dele.

8. Ib har siden 7. juli 2014 ansøgt kommunen om tilladelse til at opsætte en ny stander ved Jonssons Bådebyggeri - det kom der så - efter flere forsøg/rykkere - besked om (den 20.10.2014) at de skulle først have en kortfattet ansøgning, hvor vi skriver/viser vor den skal placeres. På mødet kom det så frem, at vi faktisk mangler en stander mere - efter at Cafeteriet brændte - så der ligger nu to ansøgninger - en ny mast ved Bådebyggeriet og en ud for Havnevej 8. Gerhards overslag på etablering af disse er ca. kr. 7.000,00.

9. Det er o.k. med lån af Matzens truck.

10. Egernsund Borgerforening har altid været ansvarlig for levering af Juletræet på Havnepladsen og er det stadig. Ib har tidligere i år foreslået, at Stjerneforeningen skulle overtage denne opgave - det var der ikke 100 % tilslutning til - så det ændres ikke. Vi er dog stadig behjælpelig med at finde et træ og klare transport m.m. , hvor eventuelle regninger betales af Borgerforeningen. Vi forventer at sætte Juletræet op ca. 12.30.

11. Eventuelt: Stormen "Bodil" var hård ved vore stjerner - takket være Gerhard og Pouls indsats blev de defekte stjerner hurtig repareret og hængt op igen.

På et tidspunkt observerede Poul at standeren nedenfor Havnevej 62 (placeret på ejerens grund) pludselig var fjernet - det viste sig så ejeren syntes den ødelagde han udsigt - en ærlig sag. Han har så lovet at sætte den op igen - da han ikke havde noget imod den, når der var julebelysning.

På et eller andet tidspunkt, skal vi ha' flyttet diverse ting fra Bjarne til det nye "Skur" ved Den Gamle Skole.

Så er skuret næsten færdigt - er det så nu.

Referent: Ib Funder